Kurset gør kursisten i stand til på relativt kort tid at finde engelsktalende øjenvidner fra brændpunkter ude i verden og portrættere dem, så de formidler en større og mere vedkommende historie end ‘blot’ at være ofre. Med konkrete øvelser træner vi kunsten at ringe løs via enten GoogleMaps eller Instamaps, skabe tillid i løbet af de få første vigtige sekunder og så stille spørgsmål, der får personens egen historie til at folde sig ud og spille ind i det, der sker i vedkommende liv lige nu.
Vi hører, læser og ser eksempler på forskellige fortælleteknikker i kunsten at skildre et menneske i nød – og vi diskuterer hinandens små bud. Vi træner særligt, at man sagtens kan gå både nysgerrigt, poetisk og kritisk til et andet menneske i løbet af et researchinterview, der måske kun varer 10 minutter.
Det vigtigste øjeblik i interviewet er de første sekunder. Når du har en etiopisk hotelejer fra Tigray-provinsen i røret skal du overbevise ham om, at han er tilfældigt udvalgt og man er ikke er fra en af de krigsførende parter. Men hvis man lyder rar og ikke for telefonsælgeragtig, så er folk i mange tilfælde parate til at fortælle deres historie.
De fleste, der har prøvet metoden, fortæller, at det i begyndelse ofte virker lidt akavet at lave telefonopkaldet, og efter 10 forgæves forsøg kan man godt miste modet – men hvis der bor 1 million mennesker i en by, skal det nok lykkes. Hvis én person ikke vil sige noget, kan det være, at naboen vil.
Med kurset her finder du altid et øjenvidne.