Grøn omstilling i øjenhøjde: Mød dem, der skal forandre Danmark

Startdato:
Udbyder:
Sted:
1704 København V
Dage:
3 dage
Pris:
15.000 kr. + moms | PU-støtte: 3.900 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
★★★★★
★★★★★
(Baseret på 4 evalueringer)
Forår 2025

Kampen mod klimaforandringer er gået ind i en kritisk fase. Der er bred enighed om, at tiden er knap, men fremdriften i den grønne omstilling halter gevaldigt. Og mens politikerne taler om ambitiøse mål, har virkelighedens barske realiteter ramt mange af de teknologier, som er afgørende for at lykkes.

Nu har du muligheden for at opleve Danmarks grønne omstilling i øjenhøjde og møde nogle af de ildsjæle og erhvervsledere, som knokler for de vigtigste klimaløsninger.

Kurset arrangeres som en tre dages klimarundrejse i Danmark, hvor deltagerne kommer tæt på de grønne nøgleteknologier og møder folkene bag. Du får indsigt i de mange forhindringer og hører om de store visioner fra centrale erhvervsledere og førende eksperter.

På denne tur lægger vi afstand til Christiansborg og det politiske magtspil. I stedet kører vi ud i landet og besøger dem, der i hverdagen slås med politikernes tiltag – og mangel på samme. Vi vil bl.a. møde en stribe håndplukkede topledere, der åbent vil tage diskussionen om, hvorfor det er så svært at gå fra ord til handling.

Vi dykker ned i transformationen af energiforsyningen med udbygning af vindkraft og solenergi. Det skal også handle om de nye grønne brændstoffer (power-to-x), der er nøglen til at gøre fly, skibe og den helt tunge industri CO2-neutral. Vi vil også besøge toneangivende aktører inden for fremtidens landbrug, hvor man både jagter teknologiske løsninger og alternativer til de røde bøffer. Og så skal vi se, hvordan byggeriet kan se ud i en CO2-neutral verden.

Endelig vil vi besøge Esbjerg Havn, der bliver et logistisk knudepunkt i den grønne omstilling – både i forhold til at gøre Nordsøen til et grønt kraftværk og planerne om at løse krisen ved at lagre tonsvis af CO2 i de gamle olie- og gasfelter.

Klimajournalistik er en kompliceret disciplin, der kræver stor viden, kritisk sans og en konstruktiv tilgang til mulige løsninger. Med dette kursus vil vi forsøge at klæde journalister, redaktører og andre mediefolk på til at løfte den vigtige opgave, som det er at dække klodens mest alvorlige krise.

Det kræver ingen forhåndsviden at være med, men der vil samtidig være rig mulighed for at gå i dybden. Kurset retter sig fortrinsvis til journalister, som beskæftiger sig med samfund, politik og erhverv, men kommunikationsfolk er også velkomne.

Der vil være to overnatninger undervejs på klimarundrejsen. De vil finde sted på gode hoteller, hvor kursusdeltagerne vil få enkeltværelse. Aftensmad og morgenmad vil være inkluderet. Desuden vil vi sørge for frokosten alle tre dage.

Kursusledere er Finans’ erfarne redaktører Søren Linding og Jakob Martini. Søren Linding er redaktør og erhvervskommentator, og i 2020-2021 var han fellow på Constructive Institute med fokus på klimajournalistik. Jakob Martini har lang erfaring som klimajournalist og er i dag klimaredaktør på Finans.

Undervisere

Jakob Martini

Jakob Martini er klimaredaktør på Finans, hvor han holder skarpt øje med erhvervslivets grønne omstilling og de politiske barrierer, der står i vejen for nye teknologier.
Igennem de seneste 20 år har Jakob Martini som journalist spredt sig over forskellige områder som klima, kulturstof, finanssektoren og undersøgende erhvervsjournalistik. Klimastoffet har været omdrejningspunktet i flere omgange. Hans første klimatopmøde dækkede han for fagbladet Ingeniøren på Bali i 2007. Siden dækkede han klima på Børsen, og på Finans har han haft ansvaret for klimastoffet siden begyndelsen af 2021.

 

 

Søren Linding

Søren Linding har arbejdet som erhvervsjournalist i 30 år og i de sidste 15 år som redaktør. På Børsen var han ansat i 15 år, herunder som nyheds-, virksomheds- og senest som erhvervsredaktør, og siden 2015 har han været virksomhedsredaktør, klummeskribent og podcast-vært på Finans og Jyllands-Posten.

Søren Linding har i de senere år fokuseret stadig mere på den grønne omstilling, der er rykket op som et centralt omdrejningspunkt for virksomheder på tværs af brancher, industrier og sektorer. Bæredygtig ledelse er blevet et afgørende konkurrenceparameter for at sikre fremtidens succes.

I 2020-2021 var klimajournalistik, klimafag og bæredygtige forretningsmodeller overskriften for Søren Lindings fellowship på Constructive Institute ved Aarhus Universitet. Det resulterede i en hvidbog om seks vejledende principper for klimajournalistik indenfor erhvervsmedier.