Israel under pres

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Vestbredden, Tel Aviv, Jerusalem
Dage:
6 dage
Pris:
22.900 kr. | PU-støtte: 7.800 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
★★★★★
★★★★★
(Baseret på 140 evalueringer)
Forår 2026

Gazas skæbne? Gidslernes? Netanyahus? Hamas’? Staten Israel er i fare for at falde fra hinanden.

Det evigt konfliktfyldte land er under pres som aldrig tidligere i dets 77-årige historie og trues af internt sammenbrud og international isolation. Mens Israels rabiate, religiøse regeringspartier afviser ethvert fredsinitiativ, står omverdenen i kø for at fordømme landet og dets voldsomme modsvar på Hamas’ forfærdelige angreb.

Kan Israels sår og had nogensinde heles? Kommer der nogensinde en palæstinensisk stat?

Dette kursus går tæt på konfliktens parter og forsøger at besvare ovenstående spørgsmål. Da konflikten i allerhøjeste grad er on going vil programmets indhold blive løbende justeret og færdiggjort ca. en måned før kursusstart. Ambitionen er at besøge ledende politikere, eksperter, religiøse ledere, organisationer, fredsaktivister, bosættere, kommentatorer, palæstinensere, israelere, Vestbredden og, hvis krigen er slut, Gaza-striben.

BAGGRUND
Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023 blev startskuddet til en ødelæggende konflikt, der har kostet mere end 65.000 palæstinensere livet, splittet Vesten og skabt en international orkan af fordømmelse mod Israel for dets krigsførelse. Staten Israel er anklaget for folkedrab, mens den internationale straffedomstol har udstedt en arrestordre mod premierminister Benjamin Netanyahu. I Danmark og store dele af Europa kræver ugentlige demonstrationer og et massivt internationalt pres anerkendelsen af en palæstinensisk stat.

På mange måder er det paradoksalt. Aldrig har anerkendelsen og støtten til Palæstina været større. Og samtidigt synes en palæstinensisk stat fjernere end i mange årtier. Gaza ligger i ruiner. På Vestbredden æder illegale bosættelser dagligt lunser af, hvad der er tilbage af palæstinensisk land.

Spørgsmålene er mange: Hvorfor er det endt sådan, hvorfor er palæstinenserne så internt splittede, og hvorfor er Israel så ekstrem i sin krigsførelse? Og hvorfor er verden overhovedet så optaget af det lille landstykke mellem Jordan-floden og Middelhavet, der samlet set er mindre end Jylland?

Det er temaerne for dette efteruddannelseskursus, der giver en grundig indføring i de historiske rødder for konflikten –  fra den zionistiske ide opstod i 1800-tallets Europa til Gaza-krigen. Hvad er visionen for bosætterne, hvad tænker palæstinenserne og har Israels liberale, veluddannede elite i Tel Aviv helt tabt magtkampen til højrefløjen?

Med base primært i Jerusalem ser vi nærmere på konflikten og dens underliggende årsager. I løbet af en intens uge med oplæg og besøg bliver der også tid til besøge de besatte områder og ved selvsyn se de mange checkpoints og mure, der er en del af palæstinensernes hverdag.

Samtidigt har Gazakrigen polariseret debatten og udstillet hykleriet i Vestens verdensorden. Hvorfor forsvarer vi Ukraine mod Ruslands aggression, men sælger våben til Israels krigsmaskine? Som aldrig før er Israel-Palæstina-konflikten omdrejningspunktet for fred i Mellemøsten, denne gang med Israel som den måske største forhindring.

Senest i efteråret 2026 er der valg i Israel. Både for israelerne og palæstinenserne bliver det et skæbnevalg, der kan afgøre deres fremtid i generationer. Vinder ekstremisterne yderligere magt, eller får fredsfløjen langt om længe en chance? Hvilken vej vælger Israel? Hvad er perspektiverne? En to-statsløsning eller 2 mio. palæstinensere fra Gaza uden hjemland – på vej til Europa?

PROGRAM
Ved daglige oplæg og besøg behandler kurset følgende temaer:

  • Gazakrigen – hvorfor er det altid Gaza, der går så hårdt udover. Kan området nogensinde blive et godt sted at bo?
  • Hvordan har bosætterne og de ultraortodokse fået så meget magt? Hvad vil de?
  • Kan Israels demokrati overleve?
  • Er der håb for fredsprocessen, og er en tostatsløsning det bedste bud på en fredelig sameksistens?
  • Hvad tænker og ønsker palæstinenserne?
  • Hvad sker der på Vestbredden?
  • Hvem er palæstinensernes lederskab, og hvem skal afløse præsident Abbas en dag?
  • Hvordan er Israels forhold til de arabiske lande?
  • Hvad er bosætternes mindset og tankegang?

Kurset foregår over seks dage i Israel og på Vestbredden.

Programmet er udarbejdet i samarbejde med Marcus Rubin, der har været Mellemøst-korrespondent for Politiken og boet mange år i Israel og Libanon. Han har skrevet om menneskerettigheder i Mellemøsten, holdt talrige foredrag om regionen og er fast tilknyttet underviser om Mellemøsten på Krogerup højskole.

Kurset er en dynamisk videreudvikling af tre velbesøgte kurser om Israel-Palæstina-konflikten, som Jakob Rubin Kommunikation har afviklet i regionen siden 2021.

PRAKTISK

Under kurset bor vi på enkeltværelser på et gode hoteller centralt i sandsynligvis Jerusalem – og muligvis i Tel Aviv. Prisen inkluderer fly fra København, lokal transport, alle arrangementer, indkvartering, morgenmad samt enkelte måltider derudover.

Din tilmelding er bindende. Er du nødt til at melde fra – og det kan jo ske –  koster det frem til seks uger før afgang en administrationsafgift på 1000 kr. plus udgifter til allerede bestilte og betalte services (f.eks. fly og hotel), der ikke kan refunderes. Ved afbud derefter opkræves den fulde pris.

Det med småt: Der tages forbehold for force majeure i form af aflysninger på grund af ekstremt vejr, epidemi/pandemi eller anden udefrakommende påvirkning, som JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION – VERDENSVIDEN ikke har indflydelse på eller kunne forudse.

Undervisere

Marcus Rubin

Marcus Rubin er uddannet journalist fra Columbia School of Journalism og har dækket Mellemøsten og Israel/Palæstina tæt i mere end 20 år. Han har boet i Israel, Iran og Libanon i en årrække og været Mellemøstkorrespondent for Politiken, hvor han i dag er kronikredaktør og leder af lederkollegiet og skrive kommentarer og analyser.

Marcus har desuden undervist i folkeret på Københavns universitet og underviser om Mellemøsten på Krogerup Højskole. Som Vicedirektør i International Media Support var han med til at opbygge det danske mediestøtteprogram i Mellemøsten og har holdt talrige workshops i regionen om dialog og konflikthåndtering.

Jakob Rubin

Jakob Rubin, journalist. Jyllands-Postens Latinamerika- og Caribien-korrespondent fra 1994 til 2003 med base i Brasilien. Efter 19 år på dagblade har Jakob Rubin siden 2013 drevet JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION, der udfører redaktørroller, bogskrivning, kommunikationsstrategier og undervisningsprogrammer for bl.a. Mediernes Efteruddannelse. Forfatter til seks bøger; den seneste ’Det usynlige folk’ om Det Kgl. Teater (årets udgivelse i kategorien ‘drama’). Siden 2018 har han udført opgaver for bl.a. Constructive Institute (Aarhus Universitet), bl.a. et videreuddannelsesprogram for colombianske journalister i samarbejde med International Media Support (København) og Consejo de Redacción (Bogotá). Jakob Rubin har leveret internationale kurser til Mediernes Efteruddannelse siden 2012.