Trods vedvarende økonomisk vækst kæmper mange lande i Øst- og Centraleuropa med forringet levestandard og stigende leveomkostninger. Det har fået mange af disse lande til at vende blikket mod nationalkonservative værdier og protestpartier – og til at indtage stadig mere EU-kritiske holdninger. I Polen har den nationalkonservative Karol Nawrocki vundet præsidentvalget. I Rumænien var George Simion tæt på at gøre det samme. Ungarn og Slovakiet ledes allerede af nationalkonservative regeringsledere, henholdsvis Viktor Orbán og Robert Fico. Selvom Fico på papiret er socialdemokrat, deler han samme samfundssyn og fører en tilsvarende politik som sine nationalkonservative kolleger. I Tjekkiet peger alle meningsmålinger på, at Andrej Babiš vil genvinde magten efter valget i begyndelsen af oktober 2025. Hans parti ANO betegnes som et protestparti snarere end et nationalkonservativt, men også han promoverer værdier, der ofte forbindes med nationalkonservativ ideologi.
En kamp mellem by og land – eller noget mere?
Forklaringen på de nationalkonservatives fremgang bliver ofte reduceret til et spørgsmål om geografi og uddannelsesniveau: Den uuddannede del af befolkningen i landområderne stemmer nationalkonservativt, mens de veluddannede storbybeboere hælder mod liberale synspunkter. Men er det virkelig så enkelt? Hvad er egentlig årsagen til, at nationalkonservative værdier vinder frem i Øst- og Centraleuropa? Hvad driver den stigende politiske polarisering og den voksende euroskepticisme i regionen – i lande, der siden deres EU-optagelse har modtaget enorme mængder udviklingsmidler og oplevet konstant økonomisk vækst? Burde det ikke have medført højere levestandard og øget tilfredshed?
Vestlige investeringer – velsignelse eller afhængighed?
De fleste lande i regionen blev optaget i EU i 2004, med Rumænien og Bulgarien som efterfølgere i 2007. Økonomierne var dengang svage, og deres produktionsfaciliteter forældede – hvilket gjorde dem til et nemt bytte for de rigere vesteuropæiske lande. Efter de politiske omvæltninger i 1989 blev størstedelen af virksomheder, banker, supermarkedskæder og tjenesteydelser hurtigt opkøbt af udenlandske, primært vesteuropæiske aktører. Nogle købte virksomheder op for at lukke dem ned og fjerne potentiel konkurrence, mens andre investerede og forvandlede dem til moderne produktionsanlæg – med lavere omkostninger og billig arbejdskraft. Resultatet er, at mange tidligere nationalt ejede virksomheder i dag er på udenlandske hænder. Næsten hele fødevaremarkedet og store dele af detailhandlen i regionen kontrolleres i dag af multinationale kæder som Lidl, Kaufland, Penny Market, Carrefour, Auchan og Tesco. Det samme gælder finanssektoren, hvor udenlandske banker som Raiffeisen, UniCredit og Erste dominerer. Verdenskendte virksomheder som Škoda og Pilsner Urquell i Tjekkiet, Dreher i Ungarn og Dacia i Rumænien er ligeledes ejet af udenlandske koncerner.
Økonomisk vækst uden velstand?
I første omgang skabte de vestlige investeringer arbejdspladser og økonomisk fremgang. Efter årtier med kommunistisk styre og vareknaphed hungrede befolkningen efter vestligt producerede varer og et bredere udvalg. Men det har også ført til en udbredt afhængighed af udenlandske investorer, som har en klar interesse i at holde lønniveauet lavt så længe som muligt – mens priserne stiger. I dag er fødevarepriser, boligudgifter og generelle leveomkostninger i mange tilfælde på niveau med – eller endda højere end – i Vesteuropa. Ifølge en rapport fra Deloitte skal en tjekkisk gennemsnitsborger bruge 13,3 årsindtægter på at købe en bolig på 70 kvadratmeter. En dansker skal til sammenligning kun bruge 4,7 årsindtægter.
Mod højre og væk fra Bruxelles?
Er den dalende levestandard og stigende økonomiske ulighed forklaringen på Øst- og Centraleuropas drejning mod højre? Er det disse forhold, der skaber grobund for nationalkonservatisme, protestpartier og voksende mistillid til EU? For at få svar tager vi til Tjekkiet og Polen, hvor vi taler med politikere, eksperter og almindelige borgere. Vi undersøger, hvad der ligger bag den stigende frustration – og hvilken rolle EU, national identitet og sociale spændinger spiller i regionens fremtid. Disse spørgsmål kan vise sig at få stor betydning – ikke kun for Øst- og Centraleuropa, men også for EU’s fremtidige udvikling som helhed.