Skru op for kreativiteten

Startdato:
Udbyder:
Sted:
8300 Odder
ME plus:
ME
Dage:
2 dage
Pris:
10.500 kr. + moms | PU-støtte: 2.600 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
★★★★★
★★★★★
(Baseret på 230 evalueringer)
Forår 2026

Trænger du til at puste støvet af din kreativitet og genfinde gnisten? Vil du vække ideerne, lege med ordene og finde tilbage til din kreative energi?

Dette kursus i Tina Andersens køkken på Saksild Strand er en invitation til at lege, eksperimentere og opdage nye måder at tænke og skabe på. Vi bruger alt fra flowskrivning til idégenerering, fra meditation til bevægelse i naturen. Vi inviterer langsomheden inden for og hænger præstationsfrakken uden for døren.

For her handler det ikke om at præstere – men om at give plads til det, der vil komme. Simpelthen fordi kreativiteten ikke tør være i stue med indre og ydre dommere. Fokus er på at vække din kreative energi og få ideer og ord til at flyde frit. Kreativitet kommer ikke altid på bestilling – men vi kan skabe rammerne, hvor den trives. Den lever i os alle, kreativiteten, men nogle gange skal den ha’ et kærligt puf.

Kurset er for dig, der vil:

  • Ha’ hul igennem til din indre kreativitet
  • Skrive frit uden præstationspres
  • Blive bedre til at få og udvikle idéer
  • Eksperimentere med flowskrivning
  • Ha’ konkrete teknikker, der styrker din kreativitet – også i en travl hverdag

Det lærer du:

  • At vække din kreativitet indefra med simple, effektive metoder
  • At bruge natur, bevægelse og pauser som kreative værktøjer
  • At praktisere flowskrivning og slippe det indre filter
  • At arbejde metodisk med idégenerering og tænke åbent og legende
  • At skabe en personlig “kreativitetsrutine”, du kan bruge fremover

Sådan arbejder vi:

  • Skriveøvelser: Fra hurtige flowøvelser til dybere refleksioner
  • Idéworkshop: Metoder til at åbne, udvikle og kvalificere idéer
  • Nærvær og pauser: Meditation og åndehuller som en del af processen
  • Natur og bevægelse: Kreativitet sker ikke kun bag et skrivebord


Forud

Du vil blive bedt om at sende lidt tekst og løse indfald forud for kurset, som du kan arbejde videre med på dagen. Desuden bliver du bedt om at præsentere dig selv og dine forventninger til kurset. Du modtager en mail to-tre uger forud for kurset.

Bindende tilmeldning

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, og at kurset bliver gennemført. Selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra, og hvis det sker, kan en kollega overtage din plads. Jeg er også fleksibel, hvis det er muligt afsætte pladsen til anden side. En eventuel omfakturering koster et administrationsgebyr på 1000 kroner.

Hvis du har tilmeldt dig privat – det vil sige, at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Få mere information om AndersensBureau på andersens.dk

Eller den korte version her.

Undervisere

Tina Andersen

(Skrive)coach, fortællenørd og frihedspioner. Idémager, eventyrer og indehaver af AndersensBureau –  fordi fortællingen tæller.

Tina er ophavskvinde til ‘Fortæl Journalistik fra Hjertet’, hvor hun samler alt, hvad hun ved om journalistik, fortællingens kraft og kreativitet koblet med en indre visdom om, at verden har brug for, at journalistikken bevæger sig i en ny retning. Set i bakspejlet har hun brugt de sidste 30 år på at blive klar og kvalificeret til at stille sig op på ølkassen med tragten for munden for at gå forrest for fremtidens hjertejournalistik.

Hun er uddannet journalist & cand.public med speciale i narrativ journalistik & storytelling og kobler sin ekspertise i (journalistiske) fortællinger og kreative flows med sine intuitive kompetencer og evne til at skabe tillidsfuldt nærvær i nuet. Og så trækker hun på +20 års erfaring som underviser og skrivecoach i mediebranchen.

Engang journalist på Det Fri Aktuelt og siden fagmedarbejder på DMJX med fortællende journalistik og kreativ skrivning som ekspertområde, men først og fremmest soloselvstændig, der brænder for fremtidens journalistik og et bæredygtigt arbejdsliv med max frihed.

Også her har hun gået vejen selv og flere gange taget sin hjertebusiness til next level . Grundværdierne er de samme, men den personlige udvikling og faglige forvandling er stor. Vilde transformationer. I dag har hun fintunet sin egen unikke hylde som formidler og lever, så hun aldrig brænder ud.

Tina holder skriveretreats, walkabouts, kurser i sit køkken og to længere efteruddannelsesforløb ‘Find din unikke hylde som formidler’ og ‘Fortæl Journalistik fra Hjertet’, der strækker sig over henholdsvis tre og otte måneder.