Du lærer at blive en skarp moderator, der med nærvær og overblik kan styre en debat, et interview eller en samtale foran et live-publikum. Du bliver undervist af journalist Rie Helmer, der er en erfaren medietræner og kendt fra sine værtsroller på DR1’s programmer Sporløs og Aftenshowet.
Kurset træner dig i at blive en velforberedt og mere nærværende ordstyrer og live-vært.
Ordstyrere, moderatorer og facilitatorer efterspørges
Folkemødet, Naturmødet, Kulturmødet. Biblioteksaftener, Bogforum og Krimimessen. Talks på musikfestivaler. Debatarrangementer. Interviews, debatter og talks foran et livepublikum blomstrer op og bliver stadig mere populære.
Derfor stiger efterspørgslen også på dygtige formidlere, der kan lede ordet til live-arrangementer.
Uanset om du skal være vært for et stille og roligt arrangement på biblioteket, eller du skal moderere en stejl politisk debat, så skal du først og fremmest have styr på at kunne facilitere en samtale, der er interessant for publikum. Du skal kunne holde samtalen kørende, hvis der er én person på scenen sammen med dig, og du skal evne at få alle med i samtalen, hvis der er flere personer med.
Interviews foran et live-publikum er en særlig disciplin
At indtage scenen er et håndværk, som de færreste tidligere har stiftet bekendtskab med.
Det er en disciplin, som bygger ovenpå blandt andet journalistiske grundprincipper, der gælder for både skriftlig, auditiv og visuel formidling, og som skal udføres med lige dele fleksibilitet og kontrol, hvis publikum skal gå klogere derfra.
Bliv trænet i rollen som moderator og live-interviewer
På dette kursus får du værktøjer til at styre en samtale, et interview eller en debat foran et live-publikum.
Du lærer, hvordan et manus kan udformes, og du lærer betydningen af at indtage rummet som ankerperson på den levende (og nogle gange uregerlige) scenes præmisser.
Kurset er praktisk orienteret med konkrete øvelser. Du kommer både til at deltage i solo-interviews med medkursister på scenen, og du skal være med til at forberede en panelsamtale med en gruppe inviterede gæster.
På dette kursus introduceres du til:
- scenens og det levende ords præmisser
- planlægning og gennemførelse af live-interviewet
- det grundige for-interview, der baner vejen for det gode live-interview
- et systematisk manuskript, der skaber overblik
- værtens ansvar for scene, rum og stemning
- moderation af den gode samtale mellem flere personer – enige som uenige
- publikumsinddragelse
- Du får desuden en introduktion til, hvordan du kan arbejde med at få ro på krop og stemme.
Kurset er særligt udviklet til dig, der:
- allerede har erfaring med interviewformen og med journalistisk vinkling
- er journalist eller har interviewerfaring som eventarrangør eller kommunikationskonsulent og vil i gang med eller blive bedre til at agere live på en scene
- arbejder på et medie, en kulturinstitution eller i en virksomhed, der ønsker at invitere til live-arrangementer
- allerede har lidt erfaring som vært eller moderator ved talks eller lignende arrangementer og gerne vil udvikle dig.
På kurset underviser vi i den særlige kompetence, det er at fungere som live-vært på scenen. Rollen kræver balance mellem det at være vært for arrangementet og dermed stå i spotlightet, og det at være interviewer/moderator, hvis primære rolle det er at facilitere samtalen og få det bedste frem i deltagerne på scenen. Du bliver altså ikke undervist i grundlæggende interviewteknik eller basale journalistiske værktøjer.
Sådan foregår undervisningen
Gennem oplæg og øvelser – individuelt og i grupper – introduceres du til live-genren, og vi arbejder med solo-interviews på scenen. Du kommer blandt andet til at forberede et interview af en medkursist, skrive manus og selv interviewe eller blive interviewet på scenen.
Den første dag af kurset går med at få styr på den gode forberedelse. Her lærer du en række grundlæggende værktøjer at kende og får praktisk træning i at bruge dem. På Dag 2 øver vi os i live-interviews med hinanden, præsentationsteknik og sceneoptræden. Vi skal også lave for-interviews og forberede en talk eller debat. På Dag 3 får vi besøg af gæster udefra plus en fotograf. Vi skal nemlig træne kropssprog, stemme, det at indtage scenen og udfylde rollen som moderator. Af tidsmæssige årsager kan alle kursister ikke nå at moderere en debat. Men alle kommer igennem hele forberedelsesprocessen og tager ved lære af at observere det, der sker på scenen, ved at se sig selv udefra på video og få feedback på sin performance.
Det indgår i prisen
Frokost er inkluderet i prisen, ligesom der vil blive serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag.
I tilfælde af afbud
Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.
Læs mere om regler for framelding
Er du ikke berettiget til støtte fra Pressens Uddannelsesfond?
Tilmeld dig kurset på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles hjemmeside